Er dit cookiebanner lovligt?

Det er almindelig kendt, at hjemmesider indsamler cookies og jeg tror, at de fleste kender til at klikke ”accepter”, uden at tænke nærmere over det,  på den irriterende cookieboks der kommer op, når man vil læse noget spændende på en hjemmeside.

Som ejer af en hjemmeside er det dit ansvar, at dit cookiebanner og indsamlingen af oplysninger er lovlig.  Men hvor finder man egentlig reglerne? Der er flere områder, man skal være opmærksom på i den forbindelse.
Der er både GDPR reglerne, cookiebekendtgørelsen og der kan være regler i Markedsføringsloven, du skal tage højde for.

Hvis du synes det lyder uoverskueligt, så vent – du har snart et bedre overblik. Jeg har indsat links til sider med vigtige informationer i bunden af denne artikel.

Gyldigt samtykke

Når du indsamler oplysninger på din hjemmeside, sker det oftest ved hjælp af samtykke – som den besøgende giver ved at klikke på cookiebanneret. Derfor er det vigtigt at den besøgendes samtykke er gyldigt og Datatilsynets vejledning beskriver følgende krav til et gyldigt samtykke:

Det skal være frivilligt, fordi den besøgende skal have et valg om indsamling af sine oplysninger. Derfor kan et samtykke ikke være lovligt, hvis den besøgende ikke har et reelt frit valg.

Det skal være specifikt på den måde, at det skal være klart og afgrænset. Det betyder at den besøgende skal give samtykke til hver formål der indsamles.

Den besøgende skal være informeret om, hvad der gives samtykke til, hvilke oplysninger der indsamles og hvorfor.

Den besøgende skal foretage utvetydig viljestilkendegivelse, altså en aktiv handling i forbindelse med samtykket. Det betyder, at når man udspecificerer, hvad man indsamler oplysninger til, må felterne IKKE være krydset af på forhånd, som du kan se på billedet herunder. Det er ulovligt.

Den besøgende skal kunne sige nej tak og trække samtykket tilbage. Det skal være lige så let som at give det, eks. bør det højest tage ét klik at trække tilbage igen. Det betyder også, at man ikke må lave et nærmest usynligt ”nej” felt og et stort ”ja” felt – det skal være let.

Du skal kunne dokumentere dine samtykker.

Du kan læse meget mere om reglerne på Datatilsynets hjemmeside og i Cookiebekendtgørelsen, som jeg har linket til herunder.


 

Links

På Erhvervsstyrelsens hjemmeside finder du Cookiebekendtgørelsen og mange gode informationer omkring cookies.

Datatilsynet har lavet en vejledning omkring behandling af personoplysninger på hjemmesider. Den finder du ved at trykke her

Markedsføringsloven finder du ved at trykke her 

KVALITET EN ÆRESSAG, RIMELIGE PRISE -NÆH NU MÅ JEG BEDE - OG BEHAGELIG BETJENING

Hr. Schwann, 1. mand i Damernes Magasin